RIDETRADISJONER:
HILSNING TIL HEST
I 1893 i Kristiania ga Alb. Cammermeyers Forlag ut "Kortfattet Haandbog for Ryttere", utarbeidet av Martinius «Martin» Christianus Grimsgaard (1848–1924), Offiser og Rittmester på Akershus festning.
​
Høytlesning fra Rittmester Grimsgaards håndbok har vært en fast tradisjon på flere av helgekursene på Mesna.
​
På rideleir for voksne i 2021 hedret vi rittmesteren ved å øve inn den korrekte "Hilsning til hest".
​
​
​
Rittmester Grimsgaard, 1914
"Da man tilhest baade tildrager sig mer Opmærksomhed og er udsat for strengere Kritik end tilfods, bør enhver Rytter beflitte sig paa en saavidt mulig ulastelig Optræden tilhest. Et beskedent, men freidigt Væsen hos Rytteren vil ikke undlade at gjøre et godt Intryk; Lapseri saavelsom Ængstelighed latterliggjør. Er man saaledes optagen af Beundring over sig selv eller med at ride sin Hest, at man helt glemmer at hilse paa sine ekjendte eller gjør dette paa en klodset Maner, lønnes man som oftest med et medlidende Smil eller Skuldertræk. Selvfølgelig gives der Tilfælde, hvor selv den bedste Rytter kan være saa optagen med sin Hest, at der maa slaaes noget af paa de skyldige Høflighedshensyn.
Da det trods manges ihærdige Bestræelser endnu ikke hos os er lykkedes at faa afskaffet den ofte utidige Aftagning av Hovedbedækningen, maa den vel ansees for at være saa indgroet i vor Nation, at den ogsaa maa ibeholdes tilhest, naar Omstændighederne ikke ligefrem forbyder en saadan Hilsningsmaade.
Aftagning av Hovedbedækningen sker med høire Haand, idet høire Tøile først lægges ind i venstre Haand paa samme Maade som ved Afsidningen, og Pisken – om saadan haves – i Tommelgrebet med Spidsen nedad og til høire af Hesten. Hovedbedækningen tages af med Ro og føres ned tæt ved Rytterens høire Side; samme Vei føres den igjen op og paasættes; hvorefter Pisken først og saa Tøilen igjen fattes af høire Haand. Under ingen Omstændigheder beholdes Pisken i den Haand, hvormed Hovedbbedækningen aftages.
​
Benytter Rytteren Hovedbedækning uden brem, hilses enten ved en let bøining af Hovedet i Retning af den, man hilser, eller ved at føre Piskeskaftet op og berøre Hovedbedækningen dermed, eller ogsaa ved begge disse i Forening.
​
At hilse med opadvendt Piskespids – i Lighed med, hva Militære gjør med Sabelen – tager sig ikke godt ud og har desuden den Ulempe, at nervøse Heste lettelig uroes derved. Idetheletaget skal Hilsning tilhest foregaa saaledes, at den ikke i mindste Maade influerer paa Hesten.
Er man saa optagen med at greie sin Hest, at der er fuldt op at gjøre for begge Hænder, synes Hensyntagen til de Forbipasserendes Liv og Lemmer at være langt viktigere end Iakttagelsen af de almindelige Høflighedsformer, og i et saadant Tilfælde maa kun en bøining af Hovedet være fuldt berettiget.
​
Ikke at hilse med Cigar i Munden – i snavset Føre at iakttage en saadan Afstand og Takt, at den, man hilser, ikke tilsøles – naar flere rider i Følge, at ophøre med Passiar – under samtaler at stille sin Hest saaledes, at den ikke generer de øvrige eller med Halen visker Fodgjængere om Ørene, er vel altsammen Ting, som det egentlig skulde være overflødigt at nævne."
​
Haandbog for Ryttere, s.90-92
Takk til Inger-Marie Grimsgaard, rittmesterens barnebarn, for et originaleksemplar av boken, og til Eva Lind, Inger-Maries klassevenninne og rytter på Mesna.
​
